7. Tykke eller tynde pinde?
Tynde pinde giver god forbrænding
Flækker du dit brænde en ekstra gang, så stykkerne har samme tykkelse som en sodavandsflaske, vil rigtig mange problemer med brændeovnen løse sig.
Samtidig vil du sikkert opleve, at den bedre forbrænding betyder, at du kan spare væsentligt på brændeforbruget.Forklaringen er, at jo mindre
pindene er, jo bedre brænder bålet. Det er "barnelærdom" fra lejrbålet – som også gælder i en brændeovn.
Grunden til, at de tynde stykker træ brænder bedst, er, at de hurtigt bliver
varmet op. Når brændet er godt varmt, går der ild i træets indhold af røggasser og tjærepartikler, så de går med i forbrændingen.
Tykke pinde giver dårlig forbrænding
Omvendt er en stor, tyk brændeknude længe om at blive varm. Det betyder, at tjærepartikler og røggasser siver ud, uden at være varme nok til at blive forbrændt, og i stedet forsvinder ud af skorstenen som tyk røg.
Når røgen ikke er varmet ordentligt op og desuden indeholder tjærepartikler, vil den være tung – hvad der yderligere bidrager til dårlig træk i skorstenen.Resultatet er dårlig forbrænding, mere røg og ofte en tilsodet rude i lågen.
8. Sådan tænder du bedst op
Læg brændestykkerne tæt sammen
Når du fyrer, er det vigtigt, at brændet bliver så varmt som muligt så hurtigt som muligt. Derfor skal brændestykkerne lægges samlet – i samme retning – så det holder på varmen. Hvis brændet ligger spredt, vil det hurtigt blive til mange små bål, og så forsvinder varmen.
Læg flere stykker på
Der skal altid lægges flere stykker brænde på ad gangen. Læg fire til seks stykker og i flere lag, det giver den bedste varme. Det gælder både, når du tænder op, og når du lægger mere brænde på.
Sørg for rigeligt med luft
Der skal masser af luft til ved fyring i brændeovn eller brændekedel, især når du tænder op. Som tommelfingerregel skal der være rigeligt med luft i ti minutter, før du skruer lidt ned for lufttilførslen, og først når flammerne bliver lysere og blålige.
På det tidspunkt har ilden godt fat i brændet. Under hele forbrændingen skal der være tilstrækkelig med luft. Hvis der ikke er luft nok, bliver forbrændingen ufuldstændig, og røgen vil derfor indeholde store mængder sundhedsskadelige partikler.
Læg fire stykker brænde i bunden. Ovenpå stabler du rigeligt med pindebrænde i lag med luft imellem. Så tænder du op i den øverste del, for eksempel ved hjælp af en optændingsblok. Flammerne skal arbejde sig oppefra og ned som et stearinlys.
Når pindebrændet brænder, vil det opvarme/antænde brændestykkerne ovenfra. Det betyder, at det kun er det opvarmede træ, der brænder – og derfor bliver røggasserne afgivet i et roligere tempo.
I takt med, at ilden breder sig nedad, varmes mere træ op, der frigiver mere gas, som brændes af og får ilden til at brede sig yderligere. På den måde er der en balance imellem hvor meget gas, der frigives, og at der er varmt nok til, at de bliver brændt af i brændkammeret.
Dermed kan du i optændingsfasen opnå en partikelreduktion på mellem 50 - 80 % i forhold til den traditionelle optænding fra bunden. Ud over en kraftig reduktion af partikel-udslippet, betyder optænding fra toppen også, at du får mere energi ud af brændet.
Hvis du tænder op i bunden
Hvis du i stedet tænder fra bunden, bliver flammerne kølet ned af de store brændestykker. Gasserne stiger derfor uforbrændte op igennem skorstenen og forurener. Forureningen vil fortsætte, indtil temperaturen i brændkammeret når op på ca. 680 C, hvor gasserne afbrændes.
Bedst i nye ovne
Optænding fra toppen er især velegnet til nyere brændeovne, der kan trække luft ind i toppen af brændkammeret. Ældre brændeovne, der er over 10 år gamle, har typisk kun lufttilførsel i bunden, og derfor kan det i nogle tilfælde være vanskeligt at få ilden til at fænge med optænding fra toppen.